Referat
Generalforsamling
Aarup Antenneforening
Aarup Hotel,
den 17. februar 2005.
·
Formand, Willy Roesen byder velkommen.
- Dagsorden i henhold til
vedtægterne fremlægges.
·
Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at
Alfred Brauer vælges til dirigent som bliver godkendt.
Alfred Brauer konstaterer at
generalforsamlingen er lovligt indvarslet, og
går derefter over til;
Punkt 2: Formandens beretning v/Willy Roesen:
Det har været et turbulent år for
en nytiltrådt formand, med nye tiltag i antenneforeningens regi.
Vi har investeret i nye digitale
kanaler til vores programflade, som det vil fremgå senere, når kassereren
gennemgår regnskabet. Derudover har Stofa har været så venlige at stille fem
ekstra analoge kanaler til rådighed på vores central. Vi har dermed fået
mulighed for at udvide programudbuddet af public service, herunder endda
muligheden for at opfylde et mange gange ytret ønske om en fransksproget kanal,
uden at det påvirker det øvrige programudbud eller prisen på dem. Disse fem
kanaler vil blive sat i drift i nærmeste fremtid, og vores hjemmeside vil
derefter vise, hvor i kanalmønstret de nye kanaler vil befinde sig.
Med hensyn til programudbuddet:
Der har gentagne gange været tale
om at splitte programpakkerne op i flere dele, med det formål at få f.eks. TV3
ind i en mellemklasse, som så igen skulle være uden TV5, det tidligere TV
Danmark 1 og TV Danmark, det tidligere TV Danmark 2. Disse skulle så i stedet
tilknyttes til en ny pakke 3. Andre så hellere de sidstnævnte i en mellempakke
i stedet. Der er flere muligheder for konstellationer eller
pakkesammensætninger, og der er lige så mange meninger, som der er muligheder.
Fælles for dem alle gælder dog,
at det er en farlig vej at gå.
Hver gang spørgsmålet har været
fremme, har Stofa advaret om, at det vil virke fordyrende på alle pakker, selv
den begrænsede, billigste, pakke.
Det hænger sammen med, at
udbyderne hver for sig udbyder hele programflader, og i deres prissætning
forudsætter, at ønsker man et eller to bestemte programmer, så tager man også
de andre med i samme pulje, ellers holder prisen ikke.
Det er også en del af grundlaget
for de mange sportskanaler, vi har og har haft i vores programflade. Vi har i
det forløbne år på skift haft Viasat Sport 1, 2 og 3 til at køre på vores
prøvekanal, selv om det af mange opfattes som rigeligt, at såvel Tv5 som TV3+
dækker sportsbegivenheder med en temmelig stor del af deres sendeflade. Disse
kanaler har således være stillet gratis til rådighed i en prøveperiode, og det
er derfor, de har været tilgængelige..
Hvorom alting er, finder mange
medlemmer det forkasteligt, at vi benytter så mange af vore trods alt sparsomme
kanaler til sport, mens andre til gengæld nyder det brede udbud vi har haft.
Afstemningerne viser gang på gang en bred interesse for de sportskanaler Stofa
kan tilbyde, men igen er det altså også til dels udbydernes prispolitik, der
binder vores hænder og begrænser vores muligheder.
Deres økonomi skal jo også kunne
hænge sammen.
En helt anden ting, vi skal tage
stilling til, er den mulighed vi har for at vise TV 1000 til interesserede med
tegnebogen i orden. Det er nemlig sådan, at de to ’gamle’ filmkanaler, hvis jeg
må kalde dem sådan, er de eneste af de faktiske seks kanaler der kan modtages
gennem fællesantennen.
Det koster altså interesserede 278,- kr. om måneden at
modtage to kanaler, mens de med en parabol og et ViaSat-abonnement kan få seks
filmkanaler til 218,- kr.
Det hænger jo ikke sammen!
Hvad er årsagen ?
Jo den skal findes i det udstyr
vi har på vores central.
Stofa har købt det eksisterende
anlæg og har påtaget sig ansvaret for drift og vedligeholdelse, men ikke for
installation af ny eller opdateret teknologi – det er vores egen sag - - og det
eksisterende udstyr kan ikke distribuere de digitale signaler, som de nye
filmkanaler sendes på.
Det er problematikken i en
nøddeskal – men vi bliver nødt til at se på, om vi kan dække nogen ønsker med
opdatering af udstyret.
Hvorom alting er, med hensyn til
vores TV på fællesantennen – i sidste ende er det absolut ikke prisstigninger,
vi ønsker, slet ikke hvis de ikke er nødvendige.
Vi ønsker de billigst mulige
programpakker, med det bredest mulige udvalg, naturligvis.
Dermed være ikke sagt, at vi ikke
kommer til at arbejde med at splitte programpakkerne op i flere pristrin – det
vil forårets brugerafstemning måske give et fingerpeg om – vi skal bare
forberede os med skepsis og forsigtighed, inden vi tager et sådant skridt,
fordi det som sagt ikke kan undgå at påvirke prisen på hver enkelt pakke,
sandsynligvis endda i en grad, så det slet ikke kan betale sig, på grund af
nødvendigheden af nye filtre etc.
TV2’s nye kanal, Charlie, nærmest
voksen som de siger, udbydes af Canal Digital, og jeg skal love for, at de har
været aggressive med markedsføringen.
Men meningerne er delte, som vi
også mærker det blandt vores græsrødder.
Nogen elsker den, andre hader den
af et godt hjerte.
Igen må forårets brugerafstemning
være den ledetråd vi skal benytte, før vi vælger eller fravælger den i den
kommende programperiode.
Vi lever stadig med svingende kvalitet
i programfladen; her tænker jeg altså ikke på det møg de sender alle sammen;
det er snart lige så populært at tale om TV-programmerne som det er at tale om
vejret. Nej, det jeg mener er billed- og lydkvaliteten, som på visse kanaler er
alt andet end uovertruffen – især TV Danmark lider jævnligt under striber og
prikker i billedet, og knasen og smæld på lydsiden. Men flere andre programmer,
også af de digitale står i perioder og skifter f.eks. mellem stereo og mono
hele tiden. Sådan går det i hvert fald til hjemme hos mig.
Men det er problemer som Stofa
gør alt hvad de kan for at løse, selv når det er det danske vejrlig, der
spiller os puds efter puds.
I slutningen af 2004 ophørte de
Nordtyske sendere med at sende ’Public Service’ kanaler analogt, og
stueantennerne fik dermed deres programflade reduceret til det næsten
ikke-eksisterende.
Det har, sammen med Stofas
markedsføring i vores lokalområde, givet foreningen en del nye medlemmer, som
vi naturligvis byder hjerteligt velkommen, med ønsket om at vi kan dække også
deres behov bedst muligt.
For lige at runde det af, kan jeg
oplyse, at vi ifølge Stofas egne opgørelser pr. ultimo januar nærmer os 950
tilsluttede lokationer.
Info-kanalen, vores nye tiltag,
har flere sikkert fundet frem til, nogle ved et tilfælde, andre fordi de har
hørt om den.
Den har været plaget af
børnesygdomme i sin første sæson, men ser nu ud til at køre stabilt.
Der er ikke tale om noget
tekst-TV lignende udstyr; blot om en enkel billedkarrusel, der er egnet til at
give korte, præcise informationer om emner, der er af vigtighed for først og
fremmest antenneforeningens medlemmer. Den vil udelukkende beskæftige sig med
information af almennyttig karakter, og kan derfor ikke bruges til annoncering
eller lignende. Lokal annoncering har vi den lokale ugepresse til at varetage,
som det også fremgår. Men vi vil da opfordre medlemmerne til at holde øje med
den, og benytte de oplysninger, der trods alt findes her.
F.eks. er bestyrelsesmedlemmerne
ikke længere væk end telefonen. For folk med internet-adgang er der også
mulighed for at maile de fleste bestyrelsesmedlemmer. Mail-adresserne fremgår
også af info-kanalen.
Internet-adgang har jeg lige sagt
– det bringer mig til næste punkt i beretningen…
Stofanet er en tillægsservice til
antenneforeningens medlemmer, en service som naturligvis forudsætter at man har
en computer at slutte til internettet. Mange har efterhånden benyttet sig af
Stofas tilbud om prisbilligt internet, måske tilskyndet af den massive
annoncekampagne på TV, måske igen som følge af Stofas reklametiltag i vores
lokalområde.
Prismæssigt set er denne adgang
til internettet også absolut konkurrencedygtig i forhold til andre
internet-udbydere. Skal der en dråbe malurt i bægeret kan man sige, at jo mere
populær og udbredt denne adgang bliver i vores område, jo færre ressourcer
bliver der til hver, og informationsmotorvejen bliver dermed, i den periode på
døgnet, hvor alle er koblet op, nærmere til en smal kommunevej.
Det er dog en problematik som
Stofa har arbejdet meget med, og stadig arbejder med, ikke kun i vores område,
men over hele landet.
Stofa udtrykker det selv sådan,
at de leverer det produkt som passer til 97,5 % af deres kunder, og det har de
jo sikkert ret i.
Men rigtigt ’bredbånd’ får vi
først, når Fyn er halet ind på resten af Danmark i den teknologiske udvikling,
hvor vi blev sat grundigt tilbage på grund af striden mellem de forskellige
telefonselskaber for mange år siden. Striden medførte at man simpelt hen gik
udenom Fyn, og udviklede på livet løs i resten af Danmark, mens det hedengangne
Fyns Kommunale Telefonselskab sad tilbage og surmulede for sig selv.
Vi har dog siden fået ny kabling
hen over Fyn, og mangler kun at få denne kabling videreført til de
lokalområder, vi befinder os i. Her ligger vi, ifølge sagens natur, væsentligt
efter udviklingen i resten af landet.
Med det tempo det går i nu om
dage, kan man ikke bare indhente 15 års udvikling fra dag til dag.
Men jeg er sikker på at Stofa gør
hvad de kan !
Naturligvis er Aarup
Antenneforening også repræsenteret på internettet. Det har den afgåede formand
sørget for, og vi viderefører blot det arbejde, han har taget initiativ til.
På internettet kan man informere
bredere end der er mulighed for på en info-kanal.
Men det ene såvel som det andet
kræver medvirken af medlemmerne for at fremtræde som dynamisk
informationsmedie. De medlemmer som har mulighed for det opfordres hermed til
at maile information, som menes at have almen interesse, til os. Det kan være i
form af tekst eller øjebliksbilleder af bylivet i og omkring vor by.
Jeg håber med denne beretning at
have været rundt om de emner, der interesserer størstedelen af vore medlemmer,
og overgiver hermed beretningen til generalforsamlingens debat og afstemning.
Forinden vil jeg dog lige sige
tak til Tom, fordi han altid stiller op til vore generalforsamlinger, så han er
til rådighed for de tekniske spørgsmål, vi andre ikke har mulighed for at
besvare. Han har også beredvilligt stillet sig til rådighed, når vi har haft
behov for hans tilstedeværelse i sammenhæng med bestyrelsesmøderne. Jeg vil
også gerne sige tak til de af vore medlemmer, der har fundet tid til at deltage
i denne generalforsamling. Endelig vil jeg gerne rette en hjertelig tak til
resten af bestyrelsen for det gode, inspirerende og krævende samarbejde vi har
haft i det forløbne år.
Punkt 3: Aflæggelse af regnskab.
Jørgen Olsen gennemgik regnskabet
som udviste et underskud på
kr.
18.223,11 og egenkapitalen udgør herefter kr. 46.102,22.
Omkostningen
ved etableringen af Info-kanalen beløb sig til
kr.
35.187,50.
Regnskabet blev godkendt.
Punkt 4: Fastlæggelse af kontingent.
Bestyrelsen indstillede til
forhøjelse af kontingentet fra kr. 25,-
til
kr. 50,-.
Indstilllingen
blev fulgt og godkendt af generalforsamlingen.
Punkt 5: Valg til bestyrelsen og valg af en bestyrelsessuppleant.
På valg er Næstformand Arne
Lauridsen, kasserer Jørgen Olsen og
sekretær Mogens Hansen. De to førstnævnte ønsker genvalg,
hvorimod
Mogens Hansen ikke ønskede at genopstille.
Bestyrelsessuppleant Finn Skovboe Olsen ønskede
tilsyneladende ikke at genopstille. (Alle i bestyrelsen blev ikke informeret
herom).
På
bestyrelsesmøde den 29. jan. 2005 blev der ført til protokols, at
Hans Nielsen ønskede opstilling til bestyrelsen,
hvorimod Bent Pedersen’s kandidatur ikke fremgår af noget referat endsige af
information til alle bestyrelsesmedlemmer, hvorfor
Bent Pedersen
ikke kan være indstillet af hele
bestyrelsen.
Da der var 4
kandidater til 3 bestyrelsesposter, blev der valg.
15 stemmeberettiget var mødt til generalforsamling
og stemme-
sedler blev rundsendt.
Valgresultatet blev som følger: (efter en
fintælling)
Jørgen Olsen 15
stemmer
Arne Lauridsen 13
stemmer
Bent Pedersen 13
stemmer
Hans Nielsen 4 stemmer
Jørgen Olsen, Arne Lauridsen og Bent Pedersen blev
valgt til bestyrelsen. Hans Nielsen blev bestyrelsessuppleant.
Punkt 6: Valg af revisor og revisorsuppleant.
Revisor Alfred Brauer blev
genvalgt.
Revisorsuppleant
Bent Nielsen blev genvalgt. (var ikke tilstede)
Punkt 7: Indkomne forslag.
Der var ingen indkomne forslag.
Punkt 8: Eventuelt.
Spørgsmål fra generalforsamlingen
til manglende stereolyd på digitale kanaler.
Tom Andersen, Telia svarede at
investeringen er kr. 15.000 pr. kanal.
Hvorfor dårlig billedkvalitet på
TV Danmark og generelt i snevejr?
TA, Telia svarede at trods
varmelegemer i parabolen, er det umuligt at beskytte
sig mod vejrliget.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen
sig som følger:
Formand Willy
Roesen
Næstformand Arne
Lauridsen
Kasserer Jørgen
Olsen
Sekretær Peter
Birch
Medlemmer Peter
Dissing
Frede
Hansen
Bent
Pedersen
_________________________ _________________________
Formand Willy Roesen Næstformand
Arne Lauridsen
_________________________ _________________________
Kasserer Jørgen Olsen Sekretær
Peter Birch
_________________________ __________________________
Medlem Peter Dissing Medlem
Frede Hansen
_________________________
Medlem Bent Pedersen
|